Tilbageblik

1 er gået siden, at jeg i Kastrup Lufthavn, lidt tårevædet, sagde på gensyn til Mor, Far og Steffen (Jakob var hjemme og passe på dyrene) for at drage alene til Island for at "mushe" med 29-41 (tallet voksede, mens jeg var der, jo) fantastiske slædehunde hos Siggi og Klara. Når jeg i dag tænker tilbage på, at det er et helt år siden, og samtidig hvilke skønne og oplevelsesrige måneder, jeg havde under min rejse i Island, er det med lidt blanke øjne.
Jeg havde en kanon rejse, hvor jeg lærte søde og passionerede mennesker at kende, fik set dele af et lands natur, som jeg ikke kunne forestille mig kunne eksistere - så smukt er det - og jeg fik lov at passe, pleje og arbejde med nogle vidunderlige vamsede væsner, som der nærmest ikke går en dag uden, at jeg tænker på dem.
Det er med længsel, at jeg ser frem til den dag, hvor jeg igen kan vende snuden mod Island. Jeg er Klara og Siggi dybt taknemmelig for, at de gav mig den store chance det var, for at opleve Island på en helt særlig måde, og jeg glæder mig til, at jeg kan se dem igen.
Det var blot nogle få overvejelser om den rejse, som helt sikkert altid vil stå lysende klart hos mig :)

Tilbage i Danmark

En uge er nu næsten gået, siden jeg vendte tilbage til Danmark fra Island. Jeg må indrømme, at da jeg steg ud af flyet i København og gik ad de lange gange mod bagagebåndene, følte jeg en lille klump i halsen. Det var overvældende at være tilbage og tænke på, at inden for kort tid, skulle jeg igen se Mor, Far og ikke mindst Steffen, men samtidig var der noget, der trak i mig – Island. Det var som om, at jeg i nogle øjeblikke følte, at jeg ville vende om og springe på flyet igen. Det var mærkeligt at være tilbage i Danmark, der på mange måder er så anderledes fra Island, som man kan forestille sig.
I det øjeblik jeg kom ud af døren, og Mor, Far og Steffen mødte mig med smil og flag, faldt jeg dog til ro, og jeg kunne mærke, at ude kan være rigtig rigtig rigtig godt, men i sidste ende er hjemme vel bedst. Jeg fik store knus og kram, før vi kørte af sted for at få fat i noget rugbrød og nogle rundstykker, nu hvor jeg var på dansk jord igen.

Da vi kom helt til Sæby, havde Jubbe pyntet op med flag uden for og skilt
inden for, og så varmer det da at være tilbage igen.

Min sidste dag i Island, mandag, gik godt. Vejret var stadig kanon, som det havde været i en lang periode, siden Mor kom op og besøgte mig. Klara og jeg mødtes kl. 12.10 uden for Hotel Barón. Det var rigtig hyggeligt at bruge den sidste dag sammen med Klara. Vi tog ud på hvalsafari kl. 13, som det var planen, og vi havde en lille hemmelig passager med, Odí, en af Maguyaks hvalpe. Han kom til skade for nogle uger siden, og skal bære forbinding og holdes under godt opsyn, så Klara har taget ham under sine kærlige vinger og har ham med sig overalt. Altså har Odí nu også været på hvalsafari og gået (blevet løftet) rundt i Reykjaviks travle gader sammen med Klara og mig. Vi så én slags hvaler, minke whales (=vågehvaler), som kom op til overfladen for at ånde. Der var en hel del hvaler, men de viser ikke ret meget af dem selv oven vande, når de kommer op, trækker vejret, og dykker ned igen, så jeg har en masse billeder af ryggen af vågehvaler. Vi sejlede også forbi en lille ø, Lundey, der er opkaldt efter dens mange beboer: lunderne (søpapegøjerne). Der var hundredvis af farvestrålende små fugle, der sad og kiggede, fløj rundt, dykkede i vandet osv.

Da vi efter 3 timers sejlads kom tilbage til Reykjavik, fandt vi efter nogen tids søgen, en café med gårdhave, hvor vi kunne have Odí med ind i gårdhaven. Jeg fik en god vegetarlasagne og til dessert en skyr-smoothie (mums). Da vi havde spist, hev Klara sin computer frem, og vi gik i gang med at diskutere nye brochurer til reklame for Dogsledding Iceland. Vi snakkede frem og tilbage og legede med billederne i et par timer, og alt imens lå Odí lige så pænt på en stol og snorksov. Han er bestemt en nem hund at have med i byen, og den lille gut er ikke bange for noget som helst – overhovedet. Og så er det ikke så få kærlige smil, folk sender, når de ser sådan en lille grønlandsk bamse :)

Vi nåede akkurat lige at komme ind i Kronan, et supermarked, så jeg kunne proviantere: købte skyr, og jeg har stadig lidt i køleskabet herhjemme – jeg gemmer så sandelig på de dyrebare dråber (jeg har prøvet det herhjemme i Danmark efterfølgende, og det er da overhovedet ikke i nærheden af at kunne kaldes skyr!!! I hvert fald ikke Arlas – måske jeg er heldig at finde noget andet).
Til sidst kom vi til det uundgåelige: turen ud til lufthavnen og det forestående farvel – eller nej, det var det ikke – ”vi ses”. Jeg fik tjekket min bagage ind, og vi fik lidt at spise på en café. Klara gjorde mig med selskab et par timer, før tiden kom til, at jeg skulle igennem sikkerhedstjek. Jeg fik to store ”krammere” af Klara, et fra Siggi og et fra hende, før vi skiltes, og jeg begav mig mod mit fly, der efter mere end 100 dage, igen skulle tage mig tilbage til Danmark.

Islands smukke farvel eller skulle jeg sige "på gensyn"

Fedeste rideoplevelse!

Nu er der jo gået et lille stykke tid siden, at I hørte fra mig sidst, da jeg jo har været på rideferie i en uge med Eldhestar. Det har været en helt fantastisk oplevelse, og jeg vil straks gå i gang med at spare op, så jeg kan komme af sted igen næste år på en anden af de længere ture ;)
Jeg vil, for ikke at gøre det for langtrukkent, ikke gå i detaljer for hver enkelt dag, men i stedet blot give jer en lille smag på, hvad der skete på turen. Hvis I har lyst, kan I også se det fulde dagsprogram fra Eldhestars hjemmeside www.eldhestar.com, hvor der er beskrevet for hver enkelt dag ca. hvor mange timer vi red samt hvor mange kilometer. Til jeres, måske store forbavselse, så har jeg slet ikke været øm i rumpetten, og jeg er det heller ikke nu i dag, hvor jeg er vågnet op i Reykjavik på et hotel, efter min sidste ridedag i går, hvor vi ”kun” red en 4 timer. Vi har været super heldige med vejret, hvilket vil sige, at vi en stor del af tiden har haft sol og kun en smule vind. Vi har fået en lille bitte smule regn nogle af dagene, men ikke mere end at vi kunne holde os nogenlunde tørre, da det kun var sådan noget smådryp. Faktisk var det først i går på vores sidste ridetur, at vi fik nok regn til, at nogle af os tog regntøj (udlånt af Eldhestar) på. Det fik senere ”katastrofale ” følger for mig, men det vil jeg komme ind på senere ;)

Her er jeg på Brodir, og som I kan se, er der dejligt vejr :)

Vi har redet i alt omkring 245 km fordelt over 7 ridedage, hvor vi har sovet forskellige steder. De to første nætter søndag-tirsdag sov vi på Eldhestars Guesthouse og derefter sov vi forskellige steder hver nat i sovepose i forskellige hytter. Turen kaldes ”Golden Highlights of the South”, så vi red rundt i Sydisland og var også et smut oppe i højlandet. Første del af turen så vi Thingvellir, Geysir og Gullfoss, som jeg jo er vældig godt bekendt med, men sidste halvdel af turen var det ene ny ting for mig også, og det har været en utroligt smuk tur med meget varieret landskab og dermed også meget varieret rideterræn, hvor vi har krydset både sandsletter, floder, sne, gennem skov m.m.

Alienor, der er blevet en rigtig god ven, foran Gullfoss

Den største overraskelse, for mig, var, at vi skulle ride med en løs flok heste, der fulgte os fra ridedag 2 til og med ridedag 6, så i alt var vi af sted med 46 smukke islandske heste, hvoraf 15-16 af dem blev redet skiftevis. Vores gruppe var, heldigvis, en god størrelse. Vi var 12 personer, og der var 3 guides med os: Nonni (islænding, medgrundlægger af firmaet Eldhestar), Jenny (svensk politibetjent, der holder sin ferie hos Eldhestar) og Steinnun (islænding, der går i gymnasiet i Reykjavik og bruger sine somre hos Eldhestar). De to første dage, hvor vi red med flokken, havde vi også Susanna (svensk lærer, der bruger en del af sin sommer hos Eldhestar som guide) med os, så der var en ekstra hånd til at styre flokken, mens vi lærte, hvordan det hele foregik. Der var også en kok eller nok nærmere kogekone med os (ikke på selve rideturen), men hun var tilstede i vores hytter og mødte os nogle gange undervejs på rideturen med sandwiches og forfriskninger, og vi manglede bestemt aldrig noget som helst. Vi fik masser af lækker islandsk fisk og ikke mindst lam, som bare er det bedste! Der findes ingen lam så gode, som dem de har i Island – det er jeg sikker på ;)

Vi red rundt med denne flok af heste. Fedt, fedt!

Den første dag med flokken fik jeg så sandelig min ilddåb på islandske heste. Jeg skulle ride sammen med Jenny lige foran flokken, da de andre var kommet et godt stykke foran, og da hestene blev lukket ud af indhegningen, så skal jeg da ellers lige love for, at det gik stærkt! Det er altid flokken, sådan næsten da, der bestemmer tempoet, så vi skulle altid sørge for at være foran dem til at lede dem på rette vej. På et tidspunkt drejede jeg dog af pga. en misforståelse, og det samme gjorde hele flokken så. Jenny bad mig ride tilbage på grusvejen med min hest, Glostjartni, mens hun fik ”vendt” hele flokken, så i fuld galop satte jeg kursen mod vejen og jog på hesten, så han kunne komme foran flokken, da de blev drejet tilbage. Det var et adrenalinkick, der siger spar to, og da vi endelig kunne slå over i tölt og få lidt ro på, var jeg helt høj. Det er utroligt, hvordan man kan koncentrere alt sin energi om hesten og den opgave, man har, så meget, at man slet ikke når at tænke over, hvor vildt det egentlig er, det man har gang i ;)

Glostjartni

Det bedste ved rideturen var, at man faktisk ikke tænkte på andet end nuet, ens sammensmeltning med heste og naturen, og det var bare fantastisk! Jeg kan bestemt anbefale det, og jeg kan bestemt også anbefale Eldhestar, hvis man nu vælger at tage til Island på rideferie. Jeg var mere end ovenud tilfreds med dem, og jeg er helt sikker på, at jeg har lyst til at komme tilbage og ride med dem igen – 110% sikkert!
Vi red mange forskellige heste undervejs på turen, hvilket var meget sjovt, fordi hver hest selvfølgelig havde hver deres specielle karakteristika og personlighed. Nogle af dem var utroligt nem at få i tölt, andre skulle arbejdes med, nogle var meget sensitive, andre stærke og viljefaste osv. Generelt havde jeg kun gode heste, og der var kun to ud af de heste, jeg havde, som jeg ikke gik så godt i spænd med. Vi ”fandt” aldrig rigtig hinanden, hvorimod der var andre, hvor man nærmest følte, at man blev et med hesten, og det kunne være vidt forskelligt fra person til person, om man syntes godt om lige netop den hest. Den sidste dag, i går, kunne vi få lov at ønske vores favoritheste, så jeg bad om Glostjartni, der er en meget behagelig tölter, og så var jeg også faldet for den unge hoppe, Ekla. Jeg startede ud på Glostjartni, hvilket var rigtig behageligt. Vi havde ikke flokken med os den sidste dag, i stedet kun fire håndheste, som det kaldes, når de trækkes ved siden af guidenes heste. Ekla var med som håndhest og senere red Nonni hende, og da vi holdt pause på et tidspunkt, spurgte han mig, om jeg ville have hende, da jeg skulle skifte Glostjartni ud. Det var jeg ikke sen til at sige ja til, så jeg kom op på denne dejlige hest, hvor man nærmest sidder i en sofa, når man tölter og med hende, havde jeg følelsen af at være helt tæt på. Det skal dog siges, at hun er ung, og hun er ret sensitiv, så fra at jeg kom i det skrigorange regntøj, som Eldhestar havde lånt os, blev hun nervøs og anspændt. Ovenikøbet kom en hest til at sidde fast i mudderet, da vi skulle krydse en flod, og der blev lidt panik. Der skete dog intet med hesten, og den kom helskindet op igen, da Nonni skræmte den til kræfter, der kunne trække den op. Det gjorde dog os alle lidt nervøse og det samme gjaldt hestene, så jeg kom virkelig på arbejde med Ekla, og da vi nærmede os hendes hjem, Nonnis gård, tog fanden lige pludselig ved hende, og hun satte af sted i fuld galop med mig på ryggen! For at gøre ondt værre sad mit regntøj skiftevis fast i sadlen og lavede skræmmende lyde, der fik hende til at panikke og galopere hurtigere – ude af kontrol. Jeg passerede et par ryttere og heste og til sidst Nonni, der altid red forrest, før jeg begyndte at dreje hende rundt i cirkler for at få hende til at slappe af (de andre kunne se alt dette ske, men ingen kan gøre noget andet end en selv, når dette sker), så jeg blev blot ved at styre hende den ene vej, så den anden vej og tilbage igen, men bedst som jeg var ved at have fået kontrol over hende igen, var jeg drejet til venstre og uheldigvis sad min saddel lidt skævt til venstre, og jeg røg ud af balance på den stadig ret vilde hest, og jeg endte i græsset. Jeg slog mig overhovedet ikke – rejste mig op, men Ekla var på vej hjem, og kun min stolthed var såret ;) Efterfølgende sagde de andre dog, at de var imponeret over mit arbejde, og at det havde set ud som om, jeg havde fået alt næsten under kontrol, da jeg endte i græsset. Nonni sagde, at jeg havde gjort det helt rigtige, og han har tilsyneladende ikke fortrudt, at jeg fik lov at ride hende. Jenny fik fanget hende, mens de andre red det sidste stykke til gården, og jeg fik min saddel over på Glostjartni for at ride det sidste stykke på ham. Nonni kom tilbage og satte sig på Ekla for at disciplinere hende og ikke lade hende slippe af sted med at rende hjem på denne måde, og da han satte sig op, var hun stadig vild og febrilsk og dansede noget rundt med ham, før han fik hende til at falde til ro. Dette blev altså enden på min rideferie, men jeg syntes jo næsten ikke, det kunne passe, at ingen ud af 15 ryttere skulle falde af i løbet af 7 dage, så jeg måtte jo gøre noget ved sagen ;)

Smukke Ekla

Vi har også haft andre småvilde oplevelser såsom 2. sidste ridedag, hvor flokken pludselig nærmest løb løbsk, og Nonni måtte lede os gæster ned i en dal, hvor vores rideheste ikke kunne se flokken tundre af sted med Jenny og Steinnun, men som sagt så har det altså bare været en fed oplevelse, og man kan ikke få det ”Vilde Vesten”-adrenalin-kick andre steder, tror jeg! Desuden skete der heller intet, og alt blev håndteret professionelt, så jeg følte mig altid i sikre hænder og kunne nyde det ekstra krydderi, som eventyret kunne få.
Vi sluttede af med at få en middag sammen i Reykjavik i går på en restaurant, hvor Nonni også var med. Det er søde mennesker, jeg har brugt min uge sammen med, og særligt en fransk pige, Alienor (28 år), er jeg blevet rigtig gode venner med. Vi faldt super godt i spænd med hinanden, og jeg hyggede mig ekstra meget med hende. Vi var begge alene af sted og havde en del tilfælles, så det faldt nok ret naturligt, at vi snakkede godt sammen og hyggede os super meget sammen. Hun er rejst hjem nu. Havde et tidligt fly i morges, så vi sagde farvel nærmest midt om natten, da hun kørte fra hotellet. Udover hende var der 3 par: tysk, fransk/tysk og et svensk, to danske damer, en finsk dame samt en schweizisk dame på turen.

I dag er det jo så blevet min sidste dag i Reykjavik. Ved middagstid skal jeg mødes med Klara, og vi skal på hvalsafari sammen. Hun kører mig til lufthavnen, hvor mit fly afgår kl. 01.00 i nat, så nu varer det sørme ikke længe, før jeg er på dansk jord igen. Det er svært at forstå, for på sin vis føles det som om, at det var i går, at jeg sagde farvel til Mor, Far og Steffen i lufthavnen, men 3½ måned er gået, og det er på tide for mig at vende hjem, selvom det bliver hårdt at forlade mit 2. hjemland :)

Gåtur i Reykjavik

I dag har jeg leget rigtig bymenneske, og hvor er det hårdt. Jeg kan slet ikke vænne mig til at have så mange mennesker omkring mig her og der, når nu man er vant til at være mutters alene i højlandet sammen med 30 hunde og et par andre gutter.
Jeg valgte at være lidt kulturel, så jeg gik på museum fra starten af dagen. Hold godt ved: jeg gik på penismuseum! Jo, jo. I Reykjavik kan man finde et fallosmuseum med penis i alle mulige afskygninger: hval, delfin, menneske (!!!), hund, hest, mus, hamster osv. samt en samling af alle mulige mærkelige penissouvenirs og figurer. Jeg undrer mig over, hvad manden, der har lavet denne samling, mon har tænkt, da han startede sin penissamling. Tænk sig at have en passion for penis’ser. Mon et eller andet sted dybest set alle mænd har det? Jeg mener… Ofte ser vi alle mulige mærkelig penis-souvenirs, når vi rejser rundt til forskellige steder, og måske er vi faktisk mere interesseret i emnet, end vi umiddelbart kan tale om. Ja, ja, jeg tog da i hvert fald hul på bylden og gik, ene ung pige, på museum for at se på alle mulige slags penis. Blev jeg klogere? Det ved jeg ikke, men jeg så da i hvert fald en vigtig del af naturens væsner i alle mulige former og afskygninger. Tænk sig. En kaskelot-hvalpenis på museet var lige så lang, som jeg er høj!

Nå, nu skal jeg undlade at være mere pervers og springe videre til det næste, helt andet emne. Jeg tog nemlig på en byvandring ud til et mere roligt kvarter i Reykjavik, kaldet Laugardalur, hvor der er et par sportscentre, stadium m.m. og ikke mindst en dejlig park samt en botanisk have, som var mit hovedformål med at gå derud. Jeg satte mig på en bænk i den botaniske have og spiste en sandwich, som jeg havde købt forinden og nød det gode vejr: sol. Dog lidt skyer, men ikke alt for koldt. I baggrunden kunne jeg ane Islands svar på en zoologisk have, hvor de har forskellige husdyr. Det mest eksotiske dyr er vist nok en sæl! Jeg overvejede at gå derind, men det samme tror jeg halvdelen af Reykjaviks borgere gjorde, så da jeg havde gået rundt i den smukke botaniske have med mange flotte blomster, var køen ind til haven utroligt lang, så jeg ombestemte mig og gik i stedet tilbage til ”downtown”.

Her gik jeg ind i ”Harpan”, den nye koncertbygning, og så glasmosaikken indefra. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg før har skrevet om denne ret imponerende bygning, hvis vægge er ene glasvinduer, nogle i forskellige farver. Det var ret specielt og minder mig lidt om lamperne i vores operahus i København. Jeg nåede også at komme til tops i Hallgrimskirkens (vist nok) 72 m høje tårn, hvorfra der var en flot udsigt over Reykjavik. Det var dog lidt snyd - man kunne kun komme op ved at tage en elevator ;)

Til aften var jeg ude og spise på en propfyldt restaurant sammen med en af pigerne, der bor på samme værelse på hostel som mig. Hun hedder Leah og er fra Toronto. Vi fik begge en cæsarsalat, som var rigtig god. Jeg længtes bare sådan efter en god salat, og denne levede næsten op til mine forventninger. Selvom jeg aldrig troede, jeg skulle sige det, så var der faktisk lidt for meget kylling i salaten. Det var næsten mere kylling med salat end salat med kylling.
Nu her sidder jeg på hostel-værelset og har endelig fået internetforbindelse. Det er også grunden til, at jeg beder jer lige tage et kig på blogindlægget nedenfor kaldet ”8. juni”, hvis I vil vide, hvad min dag i går gik med. Når jeg har uploadet dette, skal jeg til at pakke mine tasker og sikre mig, at alt er klar-parat til i morgen, hvor min første aften hos Eldhestar, selskabet som jeg skal ride med, starter. Ih, hvor det bliver spændende!

8. juni

Jeg har fået tiden til at gå i Reykjavik i dag, lige som jeg skal de næste par dage. Søndag 17.30 bliver jeg hentet af det selskab, som jeg skal på ridetur med, så jeg har 1½ dag mere, som jeg skal fordrive i Reykjavik. Når jeg har uploadet dette blogindlæg, vil jeg lige sidde og lege lidt med, hvilke forskellige ting, jeg rigtig gerne vil se.
Jeg var så heldig at være i selskab med Klara og Siggi en stor del af dagen, så jeg fik lige sagt hej til Siggi igen. Klara og jeg har endnu heller ikke sagt farvel, for det er endt med, at vi har aftalt at bruge min sidste dag i Island sammen ved at tage på hvalsafari, og så vil Klara til sidst køre mig i lufthavnen. Tænk sig, det er kun om en god uges tid. Det er slet ikke til at forstå, synes jeg.
Klara og Siggi var så flinke at tage mig ud til en rideudstyrsbutik, så jeg kunne købe nye ridebukser samt handsker, så jeg er klar til min ridetur. Jeg har spenderet ca. 1100 DKK på rideudstyr, så nu kan jeg forhåbentlig klare mig til rideturen. Bukserne, jeg har købt, virker i hvert fald rigtig gode. De er i softshell-materiale og har en ”god røv”. Haha. Undskyld mit sprog, men, det jeg mener, er, at der er ruskind på bagdelen også, så jeg ikke glider alt for meget rundt i sadlen. Derefter kørte vi ind til centrum af Reykjavik og gik på en café, som Keith anbefalede mig engang, hvor vi var i Reykjavik. Cafeen kaldes Café Loki, og deres menu består af traditionel islandsk mad. Vi fik alle tre en slags fiskegratin med salat og islandsk nybagt rugbrød (det er sødere end det danske), og det smagte super lækkert. Vi kunne endda sidde uden for med udsigt til Hallgrimskirken lige på den anden side af vejen og nyde det gode vejr, som der har været i dag. Kryds fingre for, at jeg vil få godt vejr på min ridetur.
Jeg havde spurgt Siggi og Klara, om de ville med mig på stranden nu, hvor de begge var i Reykjavik, så vi kørte til Nautholsvík, hvor der faktisk er lavet et indhug på stranden, som opvarmes så temperaturen er 15-19 grader i stedet for de 7-10 grader. Desuden er der lavet to hot pots, hvor den ene er omkring 25 grader og den anden omkring 35-40 grader. Man har endda flyttet sand fra Vestisland hertil for at få gyldent strandsand, så det var ikke dårligt at sidde der i en lun hot pot og lytte til havet og lade sandet løbe mellem fingrene. Vi blev der en god halvanden, og jeg tror næsten, at Siggi og Klara nåede at falde i søvn i vandet :)

Til aften gik jeg ind på en café og fik mig suppe serveret i et brød. Det var en af de bedste tomatsuppe, jeg har smagt. Den smagte næsten lige så godt som Mors, og så er det altså bare prikken over i’et, når den serveres i et stort groft brød. Mums.

Bagefter gik jeg i ”The Volcano Cinema” og så to korte dokumentarfilm om vulkanudbrud. Jeg tror dog, at der er en her (= mig), der trænger til at sove godt igennem og hvile lidt, for jeg nikkede indimellem under filmen. Ret irriterende, når jeg havde betalt 2000 ISK (100 DKK) for at se to film om vulkanerne Eldfell på Vestmannaeyjar og Eyjafjallajökull, som jeg rigtig gerne ville vide mere om. Tror dog, at jeg fik det meste ud af filmen, og jeg har jo kun mig selv at skyde skylden på ;)

Efter en lille gåtur i den gamle del af Reykjaviks havn, vendte jeg tilbage til hostellet, hvor jeg lige nu sidder i ”TV-stuen” (de viser DR1, men desværre en film jeg har set før) og skriver dette blogindlæg, før jeg som sagt skal til at planlægge dagen i morgen.

Mod Reykjavik

Klara og jeg nåede meget sent frem til vores hostel i Reykjavik i går, så da klokken var tre, og vi var kommet i seng, besluttede jeg mig for at udsætte blogskrivningen til i dag.
Vi havde en god dag i går med smukt vejr også. Der var lidt blæsende fra morgenstunden, men omkring eftermiddagstid lagde vinden sig fuldstændigt, og der blev helt sommervejr igen. Vi startede med at køre til Skardsvík, som ifølge min turistguide er en ”caribisk strand”. Vi var noget spændte på, hvad det skulle betyde for indtil videre, havde vi begge kun oplevet de typisk sorte eller grå strande, som er over det meste af Island. Da vi nåede frem ad den smalle grusvej til Skardsvik, forstod vi dog fuldstændigt, hvad bogen mente. Smukt gyldent sand lå foran os på den lille strand, der var omgivet af klipper og skær, og havet der slå ind mod stranden havde en smuk lys farve. Ikke helt så lyseblå som i Caribien, men det var ikke langt fra. Vi gik en lille tur på den ca. 50 m lange strand og nød det smukke syn, før vi kørte videre mod næste stop: et lille lavakrater kaldet Vatnsborg. For at nå helt derud lå der en lille vandring foran på 2 km ud, så vi pakkede en smule proviant og gik af sted. Krateret var ikke særligt stort, men alligevel fornemmer man den gamle vulkans kraft, og desuden er det jo nemmere at bestige et lille krater. Hihi. Vi besluttede os for at gå 0,9 km mere for at se nogle små huler, der skulle være i samme område, og vi fandt dem da også. Der var mørkt og svalt og et par enkelte vanddråber dryppede indimellem fra loftet.

 
Da vi kom tilbage til bilen fra vores lille vandring kørte vi videre til næste stop: en lille by kaldet Hellnar, hvorfra det anbefales at gå til en anden lille by Arnarstapi, hvor man kan nyde det smukke hav og imponerende klippeformationer undervejs. Klara besluttede sig for at blive tilbage og nyde det gode vejr, imens jeg gav begav mig ud på den 2,5 km vandring til Arnarstappi. Det var en flot gåtur, og jeg fik da taget nogle billeder af det flotte landskab, der omgav mig på min gåtur.

Klara samlede mig op i Arnarstappi, og vi begav os mod Reykjavik, der ligger et par timers kørsel fra halvøen Snæfellsnes. Undervejs i bilen fik vi en idé om, at vi ville i biografen og se ”Snowwhite and the Huntsman”, så da vi nåede frem til Reykjavikområdet, fik vi lidt at spise på en restaurant (jeg fik traditionel islandsk kødsuppe) og derefter videre til biografen, hvor filmen blev vist 22.40. Det viste sig imidlertid at være en helt anden film, end vi troede. Vi har begge set trailers for en film med Snehvide, men der må åbenbart være to film lige for tiden om Snehvide, for den vi fandt, er bestemt ikke den komedie, som vi regnede med, at vi skulle se. Nå, men det var nu en OK film, selvom det ikke var, hvad vi havde forventet.

Jeg skal fra i går og de næste to nætter sove på et 10-mands værelse på hostel i Reykjavik. Det er piger alle de andre, men det er nu stadig lidt specielt. Og 10 piger om et badeværelse - suk! Tror faktisk måske jeg foretrækker drengeselskabet. Arg, skidt med det. Snart står det på ridetur (fra søndag), og så varer det ikke længe inden, at jeg er hjemme i min egen dejlige seng ;)

På havet

Vi startede morgenen med en dejlig morgenmad på Hotel Borgarnes, som vi var blevet lovet. Der var ikke æg, bacon osv., men det der var, var rigtig lækkert. Det var enkelt og godt. Det bedste hostelmorgenmad, jeg har fået! Jeg fik først mit 3,9% mælk med crüsli. Derefter et par skiver mørkt brød med ost og marmelade, masser af appelsin og melon samt et lille stykke islandsk wienerbrød. Det lyder måske som meget (Mor siger, at jeg spiser som en mand – en Houmann), men til mit forsvar vil jeg så sige, at jeg ikke fik frokost i dag, og så er det vel i orden at spise et solidt morgenmåltid? Hihi!
Fra hostellet kørte vil til Borgarnes Settlement Centre, hvor vi med en audioguide (en ipod med høretelefoner) fik fortalt Islands grundlæggelses historie samt lidt om Eirik Skallagrimsson, en islandsk viking, der kunne digte og slås. Sagerne om ham er nogle af de mest velkendte. Klara så lidt sjov ud i hovedet først, da jeg foreslog en tur på museum, men bagefter var hun glad for, at vi havde været der, og nu har hun lyst til at lære mere om Islands historie. Det er jo godt at være lidt kulturel også, ikke? :)
 På vej mod Snæfellsnes stoppede jeg ved noget, der kaldes Borg á Myrum og har tilknytning til sagaerne om Eirik Skallagrimsson. Fandt en samling sten her og ifølge fortællingen på museet, så skulle Eiriks far have gravet en stor kiste med sølv ned i nærheden, men ingen har nogensinde fundet den (i sin alderdom gjorde Eirik det samme, eller dvs. han fik to trælle til at gøre det og dræbte dem derefter).

Et andet sted på ved mod Stykkisholmur, der ligger i Snæfellsnes, stoppede vi, da jeg havde læst om et vulkankrater, Eldborg. Iflg. min turistguide, Lonely Planet, lød det som om, at man nærmest kunne stoppe lige ved krateret for at strække benene. Det kan jeg så fortælle jer, at det kan man ikke!!! Jeg fandt ud af, at vi var nødt til at vandre ud til krateret, hvis vi ville se det. Vi var ikke i den allerbedste tid (sejltur kl. 15.30), så jeg besluttede mig for blot at finde et godt sted, hvor jeg kunne tage et billede af krateret på afstand. Men, men, men: af en eller anden grund føler jeg det som om, at afstande synes meget mindre, end de egentlig er, og selvom jeg havde set på et skilt, at vandringen ud til krateret var ca. +2 km, ja så endte jeg alligevel med at vandre mod krateret! Jeg vidste dog, at jeg max havde en time til at komme frem og tilbage for, at vi kunne nå til Stykkisholmur for vores bådsejlads i rette tid. Det resulterede i, at jeg delvist vandrede og delvist løb hele vejen ud til krateret på den smalle sti, hvor der lå en masse små og store sten, som jeg i mine løbespring måtte forsøge at undgå. Altså var jeg også bare en lille smule forpustet, da jeg endelig, efter lidt klatring, nåede op til toppen af krateret, hvor jeg kunne se ned i bunden. Det er, hvad der kaldes en æggeformet vulkan, så krateret er et stort bredt hul. Jeg ringede Klara op fra toppen, og hun tror nok, at hun kunne skimte en prik, der bevægede sig oppe på vulkanen – det må jo så have været mig. Derefter skyndte jeg mig ned igen. Passerede et ældre ægtepar (som jeg havde passeret på vej op også), og de lød vældig imponerede over min løbetur. Damen spurgte mig, hvilken slags sport jeg dyrkede, og når sandheden skal frem, så dyrker jeg jo ikke nogen decideret sport udover agility (som jeg også vil kalde sport, men ikke hård), så jeg fortalte hende, at jeg havde kørt hundeslæde de sidste 3 mdr., hvilket inkluderede noget løb i sneen, og hun nikkede anerkendende og sagde, at jeg bestemt var i perfekt kondition. Det ved jeg nu ikke. Der er nok folk, der er i bedre kondi! ;) Tror dog nok, at jeg kommer hjem i bedre form end, da jeg forlod Danmark, og det er jo ikke så ringe endda.

Efter jeg havde løbet tilbage igen og nået halvsvedig frem til bilen, kørte vi til Stykkisholmur, nåede færgen og kom ombord. Vi fik endda refunderet de penge, som Klara havde betalt for rejsen, fordi vi fortalte dem om ”dogsledding” og tilbød dem at komme og prøve en tur, så gratis sejltur til os. Det blæste ca. 9 m/s, men det føltes faktisk ikke så slemt. Der var kun 7 andre udover os samt personalet, så det var en rigtig hyggelig og ikke overfyldt tur. Vi sejlede mellem de mange øer, der er i fjorden ved Stykkisholmur, hvor vi så det rige fugleliv. Vi så blandt andet på afstand – hold fast – en havørn! Jeg var ovenud lykkelig og havde slet ikke regnet med, at vi ville få den chance. Et af højdepunkterne på turen var, da to af personalets medlemmer, sænkede et stort ned i havet og efter en 10 minutters tid, hev det op igen fyldt med skaldyr af forskellige slags: kammuslinger, blåmuslinger, søpindsvin, søstjerner, krabber, snegle osv. Vi fik lov at smage nogle af de forskellige ting, så jeg har smagt friskfanget kammusling (det er bare lækkert!!!) samt søpindsvin (mere specielt). Kammuslingen var så lækker. Blød og stadig fast konsistens og så denne salte smag af frisk havvand. Mums. Søpindsvin smager også ret salt, når man får det i munden (det er sådan en rød-orange masse), men hvis man tygger på det, kan man ane en lidt sød smag. Jeg foretrak kammuslingerne. Klara var ellevild og snakkede længe med den mand, der åbnede skaldyrene for os.

Efter sejlturen var vi godt forfrosne og sultne, så vi fandt en fint udseende restaurant. Det var et hyggeligt gammeldags interiør, og tjeneren viste os hen til et fint lille tomandsbord, hvor vi kunne nyde det dejlige lys fra solen, der strålede gennem vinduet. Det er ellers bestemt ikke varmt i Island mere. Måske Mor tog varmen med til Danmark? I dag har der kun været 6 grader varmt + vind, som jeg sagde, så det var køligt! Nå, men vi kiggede på menuen og besluttede os så for at holde os til skaldyr, så Klara bestilte en ret med blåmuslinger, salat og pomfritter, og jeg bestilte fiskesuppe serveret sammen med salat og blåmuslinger. Min portion kostede hele 3650 ISK (det er lidt mere end 180 DKK). Jeg er ikke sikker på, at jeg før har bestilt så dyr en ret, men hvad pokker – er det ikke nu, jeg skal nyde livet og de lommepenge, jeg har tjent hos Siggi og Klara? Det var i hvert fald pengene værd! Det smagte super super lækkert, og så var det jo fra lokalområdet, al fisken. Lækker aftensmad, helt bestemt!

Vi nåede frem til vores hostel i byen Grundarfjördur, hvor vi igen skal bo på et dormitory-værelse. Denne gang er det dog en ny grænse, der skal overskrides, for vores tre bofæller er tre fremmede unge mænd. Hostellet er dog rigtig fint. Der er toilet og bad på værelset, og værelset er forholdsvis stort, så jeg føler ikke, at mit private rum bliver ødelagt ;) Alt for nu – i morgen venter et spændende roadtrip rundt på Snæfellsnes halvø, som Jules Vernes brugte som inspiration til at skrive om rejsen til Jordens indre. Jeg tror nok, at det er sådan, det forholder sig – hæng mig ikke op på det. Jeg kan måske fortælle mere i morgen!